02. dec. 2022 - 14:37

Mærkelig lugt breder sig i Gistrup: Hvad er det?




Flere borgere undrer sig over en mærkelig lugt, der fredag har bredt sig i den nordjyske by Gistrup.

ONP.dk har været i kontakt med en bekymret borger fra Gistrup, der undrer sig over, hvad lugten skyldes.

“Indbyggerne her i Gistrup er frustrerede og stort set hele byen lugter. En meget, meget stærk lugt af Diesel. Jeg vil virkelig gerne vide, hvad det skyldes, udtaler Helle Pedersen, der bor i Gistrup.

Store dele af Gistrup gennemgår i øjeblikket en større udgravning, da der skal laves separat kloakering i byen.

Helle Pedersen har været i kontakt med både kommunen og miljøvagten. Ifølge dem er det hverken farligt for mennesker eller naturen, men Helle Pedersen bekymrer sig dog stadig om de muligt negative konsekvenser for naturen i området.

”Jeg ved at Beredskabsstyrelsen er ved at spule kloaksystemet igennem ude i området omkring Knasten i Gistrup, og at drejer sig om noget diesel-udslip. Ifølge beredskabet er der ikke mere at gøre, og de vil bare lade det rende ud i naturen, da de ikke mener, at det ikke vil skade naturen, siger Helle Pedersen.

Ifølge beredskabet Nordjylland er der dog heller ingen grund til bekymring:

”Miljøvagten er sat på sagen derude. De er begyndt at spule systemet igennem i håbet om at fjerne diesellugten. Da jeg var i kontakt med Miljøvagten, der står for spulingen, havde de ingen konkret forklaring på skaden endnu”, forklarer en repræsentant fra Nordjyllands beredskabsstyrelse.