16. dec. 2022 - 11:13

Mere sne og slud i weekenden – men så skifter vejret




Danskerne vågnede fredag op til en iskold morgen, og weekenden fortsætter med sne- og sludbyger. Derefter skifter vejret imidlertid karakter.

Det skriver DMI på deres hjemmeside.

Lørdag får de sydøstlige dele af landet tørvejr, mens der er udsigt til sne- og sludbyger i resten af landet. Da temperaturen nogle steder når over frysepunktet, kan bygerne gå over i regn.

Sne og slud fortsætter i de nordlige egne søndag, men ellers bliver det mere skyet, og det er optakten til en anden type vejr.

Mandag kommer der megen nedbør – først som slud, men da temperaturen stiger, går nedbøren efterhånden over i regn.

Tirsdag kommer temperaturen op på mellem 6 og 9 plusgrader. Dermed forsvinder al sneen fra vejene. Der er udsigt til nogen regn og rigtig megen blæst.