03. sep. 2025 - 11:36

Zelenskyj er landet ved Marienborg før møde med Mette Frederiksen




Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er onsdag landet med helikopter på græsset foran Marienborg, statsministerens embedsbolig.

Her skal han mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) og stats- og regeringschefer fra NB8-landene.

– Mens Putin fortsætter sine modbydelige angreb, fastholder ukrainerne en utrolig styrke og evne til at forsvare deres land. Deres målrettede vilje til at søge freden.

– De nordisk-baltiske lande er blandt de største bidragydere til ukrainernes forsvarskamp. Derfor er jeg glad for, at vi kan samles på Marienborg med Zelenskyj, sagde Mette Frederiksen tidligere onsdag i en pressemeddelelse.

Hun og Volodymyr Zelenskyj holder klokken 14.45 et pressemøde på Marienborg i forbindelse med besøget.

Mødet med præsidenten sker på dagen, hvor stats- og regeringschefer fra de nordisk-baltiske lande i NB8-samarbejdet holder møde på Marienborg.

Ukraine har siden februar 2022 ligget i krig mod Rusland, hvis præsident, Vladimir Putin, har fastholdt krigen mod nabolandet trods sanktioner fra omverdenen.

Volodymyr Zelenskyj landede tidligere onsdag i Københavns Lufthavn i Kastrup, hvorefter han i helikopter fløj videre til Marienborg.