Public affairs- og kommunikationsdirektør Mette Østergaard forlader Dansk Industri, efter at hun har været i jobbet lidt mere end et år.
Det sker, som en konsekvens af at interesseorganisationens public affairs-afdeling flyttes fra kommunikationsområdet til den politiske afdeling.
– Den nye organisering er ikke i overensstemmelse med det job, som jeg takkede ja til for 1,5 år siden, og derfor er vi enige om at afslutte vores samarbejde, siger hun i en pressemeddelelse.
Administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen roser Mette Østergaard for at have professionaliseret Dansk Industris kommunikation og styrket dens position som samfundsaktør.
– Vi har sat stor pris på Mette Østergaards indsats, og jeg er sikker på, at andre vil få stor glæde af Mettes faglighed og person, siger han.
45-årige Mette Østergaard var chefredaktør for Berlingske i seks år, inden hun skiftede til Dansk Industri i foråret 2024.
Inden da bestred hun også chefredaktørposten på TV 2 News, ligesom hun også har været politisk redaktør for Politiken.
Mette Østergaard fortæller på LinkedIn, at hun ikke umiddelbart har et ny job på hånden.
– Nu kigger jeg nysgerrigt og forventningsfuldt ind i et nyt kapitel. Jeg har fået en unik indsigt og sult efter erhvervslivets betydning for Danmark, som jeg glæder mig til at udbygge, når den rette mulighed viser sig, skriver hun.