Den italienske kystvagt har reddet omkring 750 migranter i to separate operationer ud for landets sydlige kystlinje.
Meldingerne om redningsoperationerne kommer kort efter, at mindst fem mennesker blev meldt omkommet og 33 andre savnet ved et forlis ud for Tunesien.
Kystvagten siger, at omkring 295 mennesker blev reddet fra en fiskebåd omkring 167 kilometer fra den syditalienske kyst, mens 450 andre blev reddet fra et andet fiskefartøj 185 kilometer øst for Siracusa i det sydlige Sicilien.
Det andet fartøj var tæt på at forlise, og kystvagten fik hjælp fra fragtskibe og en patruljebåd fra EU’s grænseværn, Frontex.
Der har været fokus på Italiens redningsoperationer på havet, siden 88 mennesker omkom og ti andre blev meldt savnet 26. februar ud for Italiens sydkyst.
Den pågældende båd blev opdaget, inden den gik ned, men politiets fartøjer nåede ikke frem i tide på grund af hårdt vejr.
Der har efterfølgende været stillet mange spørgsmål om, hvorfor kystvagten ikke blev sat ind i stedet for politiet, da kystvagtens fartøjer og udstyr er langt bedre egnet i hårdt vejr.
FN har registreret flere end 17.000 migranter, der siden 2014 er døde eller forsvundet under forsøget på at krydse Middelhavet.
Langt de fleste forsøger at komme til Europa med hjælp fra menneskesmuglere i Libyen og Tunesien. De fleste søger til Italien.
En del forsøger også at komme til Europa via Tyrkiet.