15. maj. 2024 - 15:26

Stor udrykning til københavnsk byggeplads




Der er netop sket en større udrykning til en københavnsk byggeplads efter et alarmopkald fra stedet. Et område omkring pladsen er nu afspærret

En akutlægebil og en ambulance er sammen med Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab rykket ud til en byggeplads på Ruten 22 i Brønshøj efter et alarmopkald klokken 14.17.

Hovedstadens Beredskab oplyser i den forbindelse, at udrykningen skyldes en anmeldelse om røg fra et tag.

Kort efter ankomst til stedet havde brandvæsenet den første opdatering.

‘Vi har røgdykkere på taget og der er konstateret gennembrændinger i tagkonstruktion. Vi gennemgår loft og konstruktioner for yderligere brandspredning. Vi benytter blandt andet vores drone med termisk kamera for overblik,’ oplyser Hovedstadens Beredskab.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mindst ni udrykningskøretøjer er fremme på stedet

Der er ikke meldinger om, at nogen personer skal være i fare, eller at nogen er kommet til skade.

Det bliver efterfølgende en opgave for Københavns Politi at klarlægge de nærmere omstændigheder til den opståede brand.