15. maj. 2024 - 16:15

Kræver forhøjet godtgørelse til mor for drab på Emilie Meng




Såfremt en 33-årig mand bliver dømt for at have dræbt 17-årige Emilie Meng i 2016, skal han dømmes til at betale en godtgørelse på 400.000 kroner til Emilie Mengs mor.

Det siger Mai-Brit Storm Thygesen, der er bistandsadvokat for moren, onsdag i Retten i Næstved.

Også Emilie Mengs søskende skal have en godtgørelse, mener advokaten, der rejser et krav om, at de skal tildeles 200.000 kroner hver.

Kravene er højere end det, der som udgangspunkt gives i godtgørelse for et drab. Ifølge Retsinformation er udgangspunktet 100.000 kroner, men det kan undtagelsesvis være højere eller mindre.

Efter retsmødet bekræfter bistandsadvokaten over for Ritzau, at der er tale om højere beløb end normalt.

– Det er på grund af sagens helt ekstraordinære omstændigheder, at jeg kræver en så meget højere godtgørelse end udgangspunktet normalt er, siger Mai-Brit Storm Thygesen.

Inklusive andre udgifter løber det samlede krav for moren op i 534.503 kroner. Dermed er kravet for både mor og børn 934.503 kroner.

Retten har af hensyn til de efterladte nedlagt et referatforbud for alt andet end beløbene, og derfor er det ikke muligt at oplyse, hvorfor bistandsadvokaten kom frem til de beløb.

Emilie Meng havde været i byen med en gruppe venner, da hun ankom til Korsør Station omkring klokken 04 den 10. juli 2016. Mens vennerne tog en taxa derfra sammen, ville den 17-årige pige hellere gå turen hjem selv.

Hun kom dog aldrig hjem. Ifølge anklagemyndigheden bortførte den i dag 33-årige mand hende langvarigt, og han voldtog hende og dræbte hende. Liget blev lagt i en sø ved Regnemarks Bakke i Borup på Sjælland.

I næsten syv år var der ingen gerningsmand i sigte, men i april sidste år blev den i dag 33-årige mand anholdt og sigtet for drabet.

Det blev han, efter at han blev anholdt og sigtet for at have bortført, voldtaget og forsøgt at dræbe en 13-årig pige. Han blev også sigtet for at have overfaldet en 15-årig.

Siden er der rejst tiltale mod manden for forbrydelserne mod de tre piger.

Den 33-årige har nægtet at have noget med drabet på Emilie Meng at gøre. Det samme gælder overfaldet på den 15-årige, mens han erkender dele af anklagerne, som relaterer sig til den 13-årige.

Mandens forsvarer, advokat Karina Skou, siger i retten, at forsvaret bestrider godtgørelseskravet, da den tiltalte nægter sig skyldig.

– Både godtgørelsen og størrelsen af den bestrides, siger hun.

Der ventes dom i sagen 28. juni.