15. maj. 2024 - 16:18

Politikreds noterede 94 fartsager på knap fire timer




Efter et tip rykkede Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag ud med en fartkontrol.

Her noterede politiet 94 sager på cirka fire timer i forbindelse med en fartkontrol ved et vejarbejde i Salling.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

– Ti bilister kan forvente at skulle op til en ny teori- og køreprøve, hvis de vil beholde deres kørekort, efter Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag lavede fartkontrol, står der i pressemeddelelsen.

Det var på baggrund af en henvendelse om, at der blev kørt hensynsløst ved et vejarbejde på hovedvejen i Salling, at Midt- og Vestjyllands Politi om formiddagen satte måleudstyret i gang.

Og henvendelsen til politiet var velbegrundet.

I hvert fald noterede politiet 94 sager i løbet af de cirka fire timer.

Det resulterer nu i, at 70 bilister får en bøde, mens 14 kørte så stærkt, at de ender med et klip i kørekortet.

Ti bilister overskred fartgrænsen så meget, at de står til en betinget frakendelse af kørekortet, skriver politikredsen.

Hvis man får en betinget frakendelse af kørekortet, skal man bestå en kontrollerende køreprøve for at beholde kørekortet.

Det gælder både for en teoriprøve og en praktisk prøve.

Fartgrænsen i forbindelse med vejarbejdet i Salling er 50 kilometer i timen.

Den bilist, der kørte hurtigst under politiets kontrol, blev målt til 87 kilometer i timen, skriver Midt- og Vestjyllands Politi.

Det er 74 procent mere end det tilladte.

– Når politiet laver fartkontrol i forbindelse med et vejarbejde, tjekker kontrolløren altid både før og efter kontrollen, at skiltningen på stedet er i orden, skriver politikredsen.

I 2014 besluttede Folketinget at fordoble bøden for fartforseelser i forbindelse med vejarbejde.

I samme ombæring ændrede Folketinget grænsen for, hvornår man får en betinget frakendelse af førerretten.