13. sep. 2023 - 17:23

Demonstration mod Mette Frederiksen: Brug pengene på velfærd!




Der var onsdag demonstration mod SVM-regeringen, da tre af landets toppolitikere med statsminister Mette Frederiksen (S) kom til Aalborg.

Sammen med økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kom hun til Musikkens Hus i Aalborg, hvor de skulle tale under overskriften ‘Samtale om et bedre Danmark’.

Det er også muligt for publikum i Musikkens Hus at stille spørgsmål. Konferencier er tv-værten Anders Breinholt.

Demonstrationen mod regeringen var organiseret af FH Nordjylland, der er utilfredse med, at regeringen ikke vil bruge flere penge på velfærd – især fordi regeringen praler med, at landets økonomi er historisk god.

Regeringen har efter nogen kritik besluttet at give landets 98 kommuner yderligere 650 millioner kroner. Alligevel skal mange kommuner skære ned.

Regeringens officielle begrundelse for ikke at ville give flere penge til kommunerne er, at den er bange for, at det vil skubbe til inflationen.