04. sep. 2023 - 17:01

Royal Run gæster Brønderslev i 2024.




Der er stor glæde i den nordjyske by Brønderslev, og allerede nu er man trukket i arbejdstøjet. Her mandag formiddag blev det offentliggjort, at Brønderslev skal være en af de værtsbyer, der får besøg af Royal Run 2024.”Vi er så glade for at kunne vende tilbage til Nordjylland efter et enkelt års fravær. Vi ved, at mange nordjyder var kede af, at vi ikke kom til det nordjyske til Royal Run ’23, så derfor er vi glade for at kunne imødekomme deres ønsker for næste års Royal Run,” siger Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.

Det populære motionsevent, med Hans Kongelige Højhed Kronprinsen som hovedperson, er arrangeret af idrætsvisionen Bevæg dig for livet– et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI og Dansk Atletik, hvis ambition er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.