Politiet har anholdt en 30-årig mand i forbindelse med et knivstikkeri i Lystrup, som ligger nord for Aarhus.
Det oplyser vagtchef hos Østjyllands Politi Jens Rønberg.
Politiet fik anmeldelsen klokken 18.06 søndag aften.
Den forurettede er en kvinde på 25 år.
– Hun er ikke i livsfare, men vi kigger på sagen med stor alvor og har startet en efterforskning, siger Jens Rønberg.
Han tilføjer, at relationen mellem den mistænkte og den forurettede er et samlivsforhold.
Den 30-årige ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør mandag.
Kvinden er kørt på skadestuen, hvor hun modtager behandling. Vagtchefen har ikke fået oplyst, hvor mange knivstik hun har pådraget sig.