08. dec. 2022 - 16:24

POLITIANMELDT: Dansk storcenter overvågede gæster på toilettet




Ifølge B.T. har en gæst i storcentret ’City 2’ i Høje Taastrup indgivet en anmeldelse til politiet for ulovlig overvågning på toiletterne.

Klagen er givet til Datatilsynet, der nu skal vurdere om der er foregået noget ulovligt.

Danske Shoppincentre, der ejer City 2, forklarer sig med, at der har været problemer med hærværk på toiletterne, og at der i den forbindelse er blevet sat overvågning op for at fange de skyldige.

Derudover forklarede en repræsentant fra Danske Shoppingcentre til B.T., at de havde implementeret en teknisk løsning, så der ikke blev filmet når urinalerne var i brug.

Ifølge Datatilsynet er det dog stadigvæk ikke i orden og kalder det et brud på databeskyttelsesforordningen, også kaldet GDPR-loven.

”Det er et grundlæggende princip i GDPR, at der ikke må behandles flere personoplysninger end nødvendigt. I dette tilfælde er der tale om en meget privat situation, hvor de færreste vil forvente at blive filmet. Derfor mener vi, det skal udløse en bøde”, forklarer kontorchef Karina Kok Sanderhoff.

Nu er det op til Datatilsynet at vurdere bødens størrelse, hvorefter politi og anklagemyndighed har mulighed for at rejse tiltale og føre straffesagen videre til domstolene.

Læs dine daglige nyheder på ONP’s facebook her