18. maj. 2023 - 10:04

Kvinde ville stjæle en Yankie Bar – nu skal hun i fængsel




En 54-årig kvinde ville stjæle en Yankie Bar til under fire kroner. Nu skal hun i fængsel – men ikke for tyveriet. Det er kvindens efterfølgende handlinger, der sender hende bag tremmer.

Det skriver jv.dk

En butiksansat opdagede, at kvinden var ved at stjæle i butikken discount 365 i Christiansfeld.

Det viste sig, at kvinden havde adskillige ting i sin taske, og hun gik med til at lægge de fleste af dem tilbage i butikken. Men en Yankie Bar til 3,65 kroner nægtede hun at lægge tilbage, og det udviklede sig til skænderi mellem kvinden og den butiksansatte.

Anklageren kunne i retten fremlægge fotos med rødmen på den butiksansattes hals, som kom fra kvælertag, som den 54-årige kvinde havde foretaget på den butiksansatte.

Dermed var der tale om vold og røveri – og ikke længere tyveri.

Kvinden – der er polsk statsborger – har en tidligere betinget dom. Derfor endte Retten i Kolding med at afgøre, at straffen for hendes seneste forbrydelse bliver på fire måneders ubetinget fængsel.

En ubetinget fængselsdom på mere end tre måneder for ikke-danske statsborgere kan betyde udvisning, men det slap kvinden for.