03. apr. 2023 - 10:57

Ældre mand stukket med kniv ni gange på Sjælland!

Arkivfoto (OBS! Kniven på billedet er ikke relateret til den pågældende historie)


OBS! Kniven på billedet er ikke relateret til den pågældende historie.

En ældre mand er søndag aften blevet stukket med kniv ni gange i Brønshøj. 

Det oplyser Martin Kajberg, der er vagtchef i Københavns Politi. 

Politiet fik en anmeldelse om et knivstikkeri klokken 22.01. Både ambulance og politi blev sendt til stedet. 

– Da vi kommer derud, konstaterer vi, at der ganske rigtigt er en person, der er stukket med kniv flere gange. Han er stukket i ansigtet og på kroppen flere gange, siger vagtchefen.

Manden, der er over 70 år gammel, er på hospitalet, hvor han modtager behandling og bliver opereret. Han er i stabil tilstand og ikke i livsfare.

Forbrydelsen skete på Storegårdsvej i Brønshøj.

Politiet har anholdt en mand, der er sidst i 40’erne, som formodes at være gerningsmanden. 

Indledningsvist havde politiet anholdt en anden person, der løb fra stedet, og som var i besiddelse af en kniv. 

– Efterfølgende finder vi ud af, at han ikke umiddelbart har relation til den her hændelse, siger Martin Kajberg. 

På baggrund af afhøringer bliver en formodet gerningsmand identificeret og anholdt. 

– Vi har sikret både gerningsvåbnet og det tøj, han bar på gerningstidspunktet, siger vagtchefen. 

Politiet efterforsker forbrydelsen og har endnu ikke klarlagt, hvad der ligger bag hændelsen. 

– Der er umiddelbart ikke noget, der indikerer, at der er en banderelation. 

– Hvad der er sket, og hvordan det er sket, skal vores efterforskning klarlægge, siger Martin Kajberg.

LÆS OGSÅ: Kvinde efterlyst for bombeangreb på café