I 2022 har Toldstyrelsen slået rekord for beslaglæggelse af ulovligt fyrværkeri. I perioden fra 1. januar til 26. december er der blevet tilbageholdt intet mindre end 1.734 kilo ulovligt fyrværkeri i tolden.
Det skriver Toldstyrelsen på sin hjemmeside.
Det er særligt ulovligt fyrværkeri fra Østeuropa, som topper listen. Hos kurer- og postvirksomheder finder toldere pakker med alt fra batterier, kanonslag og røggranater. Men også romerlys og nødraketter er blandt det beslaglagte fyrværkeri.
“De seneste år er mængderne vokset og vokset, og nu sætter vi for andet år i træk en kedelig rekord. Man sætter sit eget og andres helbred i fare, når man køber ulovligt fyrværkeri, fordi fyrværkeriet kan være produceret uden hensyn til regler for produktsikkerhed”, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.
Fra 2018 til 2021 er der sket en tredobling i antallet af fyrværkeri, som ikke må importers til Danmark uden tilladelse. Stigningen skyldes hovedsageligt det øgede fokus på området fra Toldstyrelsen, fremgår det af hjemmesiden.
Det er ulovligt at hente fyrværkeri til Danmark, når man gør det som forbruger, der ikke er godkendt til at hente fyrværkeri ind i landet. Gør man dette, kan sagerne medføre bødestraf.
Derfor opfordrer myndighederne alle danskere til at holde sig til at købe nytårskrudtet hos godkendte forhandlere.
Fra den 27. december til og med den 1. januar er det lovligt at affyrer fyrværkeri i Danmark. Men allerede uger før den tilladte dato, har politiet anholdt folk for ikke at overholde dette. Blandt andet i Roskilde måtte politiet anholde flere personer, da de affyrede raketter mod arresten i Roskilde: