27. mar. 2023 - 13:23

Borger så to bomber blive gravet ned under 2. verdenskrig: Nu tømmes jysk sø i jagt på bomberne

FOTO: Google Maps, Rødding 


Sønderjysk sø tømmes i jagt på gamle bomber.

En mindre sø nær Rødding skal tømmes for vand, fordi Forsvaret vil undersøge, om der ligger bomber fra Anden Verdenskrig i søen.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi mandag i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen skyldes, at en borger tidligere på året henvendte sig til politiet for at fortælle, at han under Anden Verdenskrig så to bomber blive gravet ned i et område ved Sdr. Hygum ved Rødding.

Umiddelbart gav det ikke resultat, da EOD, Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, i januar gennemgik to områder på nogle marker.

Nu indledes næste etape vedrørende et tredje område, fremgår det af pressemeddelelsen.

I denne uge vil søen blive tømt delvist.