12. feb. 2023 - 10:13

40-årig mand fra piratsag har søgt asyl i Danmark

Foto: Presse-fotos.dk 


En nigeriansk mand, der deltog i et angreb på en helikopter fra fregatten “Esbern Snare”, har søgt asyl i Danmark.

Det fortæller han til DR.

Efter en ildkamp i Guineabugten i november 2021 blev han såret og fik derefter amputeret sit ene ben om bord på den danske fregat.
Derefter blev den 40-årige mand bragt til Danmark og varetægtsfængslet i mange måneder i en straffesag.

I slutningen af november bestemte Københavns Byret, at han skulle slippe for straf.

Udlændingestyrelsen bekræfter overfor DR, at den benamputerede mand har afleveret ansøgning om permanent ophold i Danmark.

– Jeg vil ikke tilbage og leve det liv, jeg levede før. Det er alt for fysisk krævende, det er jeg ikke i stand til med kun et ben, siger Lucky, der i DR’s artikel kun optræder med fornavn.
Ifølge DR befinder Lucky sig nu på asylcenteret Center Sandholm i Nordsjælland.

I december sagde den 40-årige nigerianer, at han afviste at rejse hjem, før de danske myndigheder betalte og leverede en benprotese til ham.

Det var 24. november 2021, at “Esbern Snares” helikopter ville stoppe en gruppe af formodede pirater.
Helikopteren affyrede varselsskud. Efterfølgende blev der skudt fra båden med de formodede pirater mod helikopteren. Det skete i to omgange på henholdsvis 225 og 217 meters afstand.
Senere blev Frømandskorpset også sat ind. Men det er kun skud mod helikopteren, som sagen mod den 40-årige handlede om.

Fire formodede pirater blev dræbt, en faldt over bord og formodes omkommet, mens fire overlevede.