09. okt. 2023 - 8:26

Efter angreb på Israel: Nu stiger priserne!




Arkivfoto

Oliepriserne har mandag morgen taget et lille hop i vejret efter weekendens overraskelsesangreb fra Hamas på Israel.

Prisen på en tønde Brent-råolie er steget med omkring tre procent til 87,36 dollar.

Den har tidligere mandag været oppe på 89 dollar.

Analytikere ser udviklingen som et udslag af uro i kølvandet på weekenden.

Men de regner ikke med varige følger for olieprisen.

– Skal denne konflikt have en vedvarende og betydningsfuld indflydelse på oliemarkederne, skal der være en vedvarende reduktion af olieforsyningerne og transporten, siger Vivek Dhar, som er direktør for energihandel i australske Commonwealth Bank, ifølge erhvervsmediet CNBC.

At effekten ikke regnes som varig, skyldes blandt andet, at konflikten ikke direkte har betydning for større produktionsenheder.

Der er imidlertid en risiko for, at konflikten eskalerer. Det er blandt andet det, som markedet reagerer på.

Den amerikanske avis The Wall Street Journal skrev søndag aften dansk tid, at højtstående medlemmer af grupperingerne Hamas og Hizbollah har oplyst, at ledere fra Irans Revolutionsgarde siden august har hjulpet med at planlægge angrebet på Israel.

Blandes storproducenten Iran officielt ind i konflikten, bliver effekten på olieprisen en helt anden, påpeger Dhar.

Guillermo Santos, som er strategileder for selskabet iCapital, der blandt andet yder investeringsrådgivning, peger på, at Saudi-Arabien er en anden stor olieproducent i regionen.

– Enhver involvering af de olieproducerende lande – Saudi-Arabien som den vigtigste – kan gøre prisen på råolie dyrere, vurderer Santos ifølge Bloomberg.

– Det kan have en negativ indvirkning på inflationen for Vesten og også give højere renter i længere tid.