02. feb. 2023 - 11:08

DØDSFALD PÅ KUTTER: Politiet sigter nu fem mand for drab




Fem mand skal torsdag i grundlovsforhør i forbindelse med et dødsfald på en kutter, der har lagt til kaj på havnen i Thyborøn. Politiet sigter de fem for manddrab.

Midt- og Vestjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse:

“Midt- og Vestjyllands Politi fik mandag morgen kl. 05.12 melding om, at et besætningsmedlem på en kutter beliggende i Nordsøen var livløs. Den livløse mand blev fløjet i land med helikopter mandag morgen og erklæret død ved ankomsten til sygehuset.

Omstændighederne ved dødsfaldet betød, at politiet betragtede dødsfaldet som mistænkeligt.

På grund af vejrliget var det ikke muligt at få skib og besætning i havn før onsdag aften. Det har heller ikke været muligt at få politiet ombord på skibet.

LÆS OGSÅ: Politiet til stede: Dødsfald på skib

Efter kutteren onsdag aften kom i havn, er besætningen blevet afhørt. De fem besætningsmedlemmer vil i dag kl. 13.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro sigtet for manddrab.

Anklagemyndigheden vil i forbindelse med grundlovsforhøret begære dørlukning.

Midt- og Vestjyllands Politi er til stede på havnen i Thyborøn, hvor blandt andre politiets kriminalteknikere undersøger skibet.”

Tidligere torsdag meddelte politiet på Twitter, at en mand var død på skibet.

SE BILLEDERNE AF KUTTEREN HER: