En 30-årig kvinde fremstilles lørdag formiddag klokken 10.00 i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Kvinden er sigtet for underslæb gennem en længere periode i et firma, hun har været ansat i.
Det skriver Østjyllands Politi i lørdagens døgnrapport.
Ifølge vagtchefen ved Østjyllands Politi drejer det sig om et beløb i omegnen af 2,1 million kroner.
I sager om underslæb vil en gerningsperson ofte have tilegnet sig genstande eller midler, som vedkommende ikke selv ejer, men som er i vedkommendes varetægt.
Politiet vil ikke kommentere yderligere på sagen.