14. nov. 2022 - 10:50

Han skabte Carmen Curlers: Nu er han død

Arkivfoto


Arne Bybjerg Pedersen er død i en alder af 94 år. Han var især kendt som manden, der skabte den store eksport-succes Carmen Curlers.

Han døde i sit hjem i Australien, hvor han boede i de sidste mange år af sit liv. Det skriver dr.dk

Carmen Curlers var en revolutionerende opfindelse.

Når kvinder i gamle dage ville sætte håret op til selskab eller en bytur, måtte de sætte papillotter i håret. Det var et særdeles tidskrævende projekt. Det kunne tage flere timer.

Med Arne Bybjerg Pedersens elektriske Carmen Curlers tog projektet kun ti minutter. Desuden havde de den fordel, at krøllerne holdt meget længere end ved brug af de gammeldags papillotter.

Arne Bybjerg Pedersen tog patent på opfindelsen, og den blev en verdenssucces, da han satte den i produktion på en fabrik i Kalundborg, hvor han kom fra.

I storhedstiden var der 3.500 ansatte, og der blev produceret 17.000 Carmen Curlers-apparater i døgnet.

I 1969 endte Arne Bybjerg Pedersen med at sælge fabrikken til amerikanske Clairol, som var stor-aftager af apparaterne. Langt over halvdelen af eksporten gik til Clairol, som derfor havde et ønske om selv at styre produktionen.

Derefter gik det ned ad bakke for Carmen Curlers af et par årsager. Dels skiftede den kvindelige hårmode til et mere fladt look. Dels kneb det for fabrikken med at fornye produktet, og derfor blev det sværere at finde nye købere. Havde man først fået et apparat, kunne det holde i årtier.

Fabrikken lukkede efter flere nedskæringsrunder definitivt i 1990.

I mellemtiden var Arne Bybjerg Petersen flyttet til Australien, hvor han investerede nogle af pengene i nye projekter – med vekslende held.

I øjeblikket viser DR dramaserien Carmen Curlers, hvor Morten Hee Andersen spiller hovedrollen, der har fået en lille navneforandring til Axel Byvang. Desuden viser DR dokumentaren Curlerkongen, der fortæller den virkelige historie om Arne Bybjerg Pedersen.

Han efterlader sig kone, fire børn og 11 børnebørn. Ifølge dr.dk ønsker han sig hverken begravelse eller bisættelse.