Nationalbanken har fået ny leverandør af danske mønter, der fremover får lov til at fremstille mønter med kong Frederik som motiv.
Det oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse.
Siden 2017 har finske Mint of Finland stået for produktionen, mens opgaven nu tilhører spanske Real Casa de La Moneda.
De første mønter fra den spanske producent forventes at blive sat i cirkulation i slutningen af året.
– Nationalbanken har værdsat det gode samarbejde med Mint of Finland, siger bankens hovedkasserer, Niels Kaas, i meddelelsen.
– Vi ser nu frem til at indlede et nyt kapitel med Real Casa de la Moneda og fortsætte traditionen for høj kvalitet og pålidelighed.
Real Casa de La Moneda står i forvejen for at producere mønter for flere andre lande.