09. jan. 2025 - 9:36

USA står for en voksende andel af Danmarks eksport




Eksporten til USA udgør en stadig større andel af Danmarks samlede eksportmarked.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik torsdag.

I de første 11 måneder af 2024 blev der eksporteret for 326 milliarder kroner til USA. Det svarer til 17,3 procent af den samlede eksport.

I den tilsvarende periode året før udgjorde eksporten til USA 15,3 procent af den samlede eksport.

Stigningen skyldes især stigninger i eksporten af varer, der ikke krydser grænsen, samt diverse tjenester, herunder søtransport, skriver Danmarks Statistik.

Opgørelsen kommer på et tidspunkt, hvor USA’s kommende præsident, Donald Trump, har fremsat trusler om told mod danske varer.

Det er sket som led i sagen om Grønland, som har ytret ønske om at kontrollere.

Isoleret set giver opgørelsen ikke anledning til bekymring, mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.

– Det, der dog kan give anledning til bekymrende miner, er, at der er store usikkerhedsmomenter, skriver han i en kommentar.

– Toldtrusler fyger om sig fra den anden side af Atlanten. Og selv om intet er implementeret, så sparker det gang i en vis form for bekymring. Så det bliver et tema og omdrejningspunkt over den næste lange periode.