24. mar. 2024 - 17:15

Politiet finder geværer og ammunition efter angreb i Moskva

Foto fra X ( det gamle twitter)


Antallet af dræbte efter angrebet på en koncertsal i Krasnogorsk uden for Moskva er søndag eftermiddag opjusteret fra 133 til 137.

Det oplyser Ruslands efterforskningskomité ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Efterforskningskomitéen oplyser desuden, at der er fundet både våben og ammunition på stedet, hvor angrebet blev begået.

Der er fundet to Kalasjnikov-geværer og mere end 500 patroner.

De formodede gerningsmænd bag fredagens angreb på koncertsalen Crocus City Hall uden for Moskva er søndag blevet bragt til Ruslands efterforskningskomités hovedkvarter i den russiske hovedstad.

Komitéen er Ruslands primære organ for efterforskning af kriminalsager.

Lørdag kom det frem, at i alt 11 personer er anholdt efter angrebet. Af dem skal fire have været direkte involveret.

Ofrene døde af henholdsvis skud og røgforgiftning.

Ud over at skyde mod koncertgængerne satte gerningsmændene ifølge de russiske myndigheder ild til bygningen, som rummer koncertsalen.

Det resulterede i en voldsom brand, der lagde koncertsalen i ruiner.