20. dec. 2022 - 15:40

Stor dansk festival aflyses i 2023




Der bliver ingen Langelandsfestival i 2023, da det ikke er økonomisk forsvarligt.

Det skriver arrangøren i en pressemeddelelse.

Der er ikke blevet solgt det antal billetter, som man havde regnet med, og derfor er det ikke muligt at afholde festivalen, lyder det i pressemeddelelsen.

“Desværre har det vist sig, at vi ikke fik solgt det antal festivalbilletter, der var afgørende for at sikre en acceptabel festivaløkonomi. Efter at alle regninger for 2022 er blevet betalt, er resultatet et stort millionunderskud. Derfor bliver konklusionen nu, at Langelandsfestival ikke afvikles i 2023 i AKP Groups regi”, skriver arrangøren.

Festivaldirektør, Allan K. Pedersen, har ejet Langelandsfestival siden 2006. Han er ked af beslutningen, men sidste års lave antal solgte billetter har gjort, at man har været tvunget til at trække stikket.

“Noget af det, som jeg har holdt mest af, har været at møde gæster, crew og partnere, når jeg er gået rundt på festivalområdet. Glade mennesker, der har skabt deres egne festivaltraditioner og nydt deres ferie sammen med os. Så meget desto mere ærgrer det mig, at vi ikke fik solgt nok billetter i sommer.”, siger ejeren i pressemeddelelsen.

Følg dine daglige nyheder på ONP’s Facebook her