En ældre dame fra Vestsjælland blev den heldige vinder af ni millioner kroner i Eurojackpot, men da hun ville købe en ny bil, var heldet sluppet op. Først spærrede banken kortet og senere blev den ældre gjort til grin i bilforhandleren, da hun ville købe ny bil.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Da den nyudklækkede millionær troppede op hos bilforhandleren blev hun både afvist og gjort til grin af sælgerne, fortæller hun.
“Der var sådan et par smarte unge bilsælgere, men de stod bare og kiggede på mig, og så grinede de til hinanden og snakkede videre. Det var jo lige før, jeg måtte stå og fægte med armene for at gøre dem opmærksom på, at her var en kunde. Jeg kan godt sige dig, at man føler sig så dum, når man står der og bliver afvist på den måde”, fortæller den ældre dame til Danske Spil.
LÆS OGSÅ: HAR DU VUNDET 5,8 MILLIONER? DANSKE SPIL HAR IKKE VÆRET I KONTAKT MED VINDER
Også kvindens bank var skeptisk, da hun ville købe luksus-indretning til hjemmet. Da banken så, at kvinden købte for et større beløb, blokerede de kortet. En blokering, som kvinden blev chokeret over, da hendes bankkonto viste, at der stod 8.965.130 kr. på hendes konto.
“Det var nu bare skægt. Da jeg så havde fat i banken for at få dem til at åbne kortet, sagde jeg: ’Nu håber jeg dæleme ikke, at I lukker kortet igen, når jeg skal ud at købe en bil”, fortæller hun med et grin til Danske Spil.
Nu er luksus-indretningen blevet købt og sælgerne i forhandleren er gået glip af et salg. Kvinden er i stedet gået ind hos en anden forhandler, hvor hun har købt en ny bil – kontant.