14. sep. 2023 - 15:51

Sygeplejerske smugkiggede i 340 patienters journaler: “En sag af den her størrelse er aldrig set før”

Foto: presse-fotos.dk 


En 32-årig kvindelig sygeplejerske har kigget i så mange patientjournaler, at specialanklager Caroline Sophia Tarrow var nødt til at dele over 300 forurettede op i søjler i en Powerpoint-præsentation, da hun torsdag fremlagde straffesagen mod sygeplejersken ved Retten i Glostrup.

Her sidder sygeplejersken på anklagebænken for at have misbrugt sit virke i offentlig tjeneste, fordi hun ifølge politiet uberettiget har foretaget 715 opslag i patientjournaler, mens hun arbejdede på først Herlev og Gentofte Hospital og senere Amager og Hvidovre Hospital.

Opslagene, der er lavet i perioden fra 18. oktober 2016 til 23. marts 2020, vedrører 340 patienter, som ikke havde forløb på de afdelinger, hvor tiltalte var ansat.

LÆS OGSÅ: 27-ÅRIG TYSK SYGEPLEJERSKE DØMT FOR DRAB PÅ PATIENTER: ‘JEG VILLE HAVE FRED’

Anklagemyndigheden kræver, at tiltalte idømmes betinget fængsel i en til to måneder, at hun idømmes en bøde på 50.000 kroner og samtidig frakendes retten til at arbejde som sygeplejerske for en periode.

– En sag af den her størrelse er aldrig set før, siger anklageren.

Gennem Sundhedsplatformen har den tiltalte kunnet tilgå personfølsomme oplysninger på patienter, der har haft forløb på alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland, forklarer et vidne, der arbejder som jurist i sundhedssektoren.

Oplysningerne gælder både cpr-numre, prøvesvar, medicinudskrifter og meget andet.

Ifølge vidnet er der eksempelvis kigget på psykiatriske forløb og kræftforløb med følsomme oplysninger.

Selv forklarer tiltalte, der erkender sig delvist skyldig, at hun først gjorde det for at hjælpe sin familie og bekendte.

Hun husker ikke meget, men forklarer, at hun engang blev kontaktet af sin overbo, der bad hende om at kigge i hendes journal, fordi hun ikke forstod, hvad lægen havde sagt.

– Jeg gjorde det i god tro og oversatte til normal dansk, hvad det var, der var galt, siger sygeplejersken.

Andre opslag lavede hun, fordi hun ifølge eget udsagn ønskede at dygtiggøre sig, mens hun var ansat på forskellige kirurgiske afdelinger.

LÆS OGSÅ: SYGEPLEJERSKE DEMONSTRATION I KØBENHAVN

Men på et tidspunkt blev hun grebet af nysgerrighed og slog familiemedlemmer og venner op uden grund, lyder det.

– Jeg var imponeret over, at man var i stand til at slå alt op, men jeg har på ingen måde misbrugt oplysningerne. Det kunne tænkes, at jeg har kedet mig, siger den 32-årige.

Samtidig mistænker tiltalte, at kolleger har brugt hendes personlige login til Sundhedsplatformen, fordi hun stort set altid lod sin computer stå åben, når hun forlod den.

Der falder dom i sagen i løbet af torsdag eftermiddag.