13. dec. 2022 - 11:43

Hvem er årets danske fodboldspiller? DBU har nomineret tre mand




Dansk Boldspil-Union (DBU) har offentliggjort de tre kandidater til Årets Mandlige Fodboldspiller i Danmark. Det skriver unionen på sin hjemmeside.

Det er DBU, som i samarbejde med Spillerforeningen står for kåringen af Årets Mandlige Fodboldspiller.

Alle de tre nominerede spiller i Premier League.

Den ene er Christian Eriksen, som tilbage i februar fik comeback for Brentford, men som i sommerpausen blev solgt til storklubben Manchester United.

Den anden nominerede er Pierre-Emile Højbjerg, som spiller for Tottenham, der i modsætning til Manchester United er med i Champions League takket være en fjerdeplads i Premier League i sidste sæson. Klubben har trukket de italienske mestre fra AC Milan i ottendedelsfinalen i Champions League.

Den tredje nominerede spiller er Joachim Andersen, der er defensiv styrmand i Crystal Palace.

Alle tre er også faste spillere på det landshold, der blev nummer to i puljen i Nations League A, men som floppede fælt ved det igangværende VM i fodbold.

Vinderen bliver offentliggjort 7. januar ved award-showet Sport 2022 i Boxen i Herning.