En syvårig pige har fået tilkendt 800.000 dollar i erstatning fra restaurantkæden McDonald’s for den andengradsforbrænding, som hun fik på låret efter at have tabt en Chicken McNugget.
Det skriver den amerikanske avis The New York Times (kræver login).
Beløbet svarer til 5,3 millioner kroner. Den ene halvdel skal gøre godt for torten, som pigen oplevede i forbindelse med forbrændingen, mens den anden halvdel skal gøre godt for fremtidige smerter, som forbrændingen måtte medføre.
Advokat Jordan Redavid, som har ført sagen for familien, siger, at nævningetingets afgørelse udgør “absolut retfærdighed” for pigen.
– I årevis har den sagsøgte (McDonald’s, red.) sagt, at vi ikke havde en sag, og at de ikke var ansvarlige.
Hændelsen fandt sted i 2019.
Forældreparret med deres dengang fireårige datter, Olivia, slog et smut forbi McDonald’s i Tamarac i det sydvestlige Florida for at få noget at spise.
Olivias mor, Philana, bestilte restaurantkædens børnemenu Happy Meal med seks Chicken McNuggets til sin datter.
Da hun rakte en af de små kyllingenuggets til Olivia, tabte datteren den på sit lår. Det skoldhede stykke friterede kylling brændte datterens lår og efterlod det “vansiret og arret”, lød det i søgsmålet fra familien.
Forældreparret havde i første omgang bedt retten om at tilkende en erstatning på 15 millioner dollar. Det svarer til knap 100 millioner danske kroner.
Alligevel er moren godt tilfreds med resultatet og glad for, at nævningetinget har taget hendes datters smerte i betragtning, siger hun i et kort interview med The New York Times.
– Jeg vil bare gerne have, at Olivias stemme bliver hørt, siger Philana til avisen.
McDonald’s har endnu ikke oplyst, om det påtænker at anke sagen til en højere retsinstans.
Sagen vækker minder om en anden berømt erstatningssag mod McDonald’s, hvor en restaurantgæst var blevet brændt. Det var i 1992, hvor den dengang 79-årige Stella Liebeck brændte sig gevaldigt på en skoldhed kop kaffe serveret af restauranten.
Liebeck endte dengang med at få tilkendt 2,9 millioner dollar i erstatning. Det svarer til 5,9 millioner dollar i dag, hvilket svarer til godt 39,5 millioner danske kroner.