21. jul. 2023 - 14:15

Stor dansk bank dropper visa-dankort




Foto: sparnord.dk

Banken Spar Nord er stoppet med at udstede nye visa/dankort – en betalingsløsning, der i mange år har været og fortsat er populær i Danmark.

Det skriver erhvervsmediet Finans fredag.

Derudover fremgår det rene dankort ikke længere af Spar Nords hjemmeside. Det er dog fortsat muligt at få et dankort som kunde, oplyser banken.

Ifølge Finans ønsker Spar Nord, at kunderne skal have internationale betalingskort hos banken.

– Det handler om at stille vores kunder bedst i forhold til deres behov og sikkerhed, og det mener vi, at vi gør med vores nuværende udbud af betalingskort, skriver kommunikationschef Neel Rosenberg til mediet.

Spar Nord er Danmarks femtestørste bank.

Banken oplyser til erhvervsmediet, at beslutningen også handler om innovationsmuligheder, højere beløbsgrænser og mulighed for at tilbyde flere tjenester i forbindelse med kortet.

Det er ikke første gang, at banker har luftet idéen om at sige farvel til visa/dankortet.

Jyske Bank oplyste i 2019, at det var slut for kunderne med at få fornyet det samlede visa/dankort, som kan klare betalinger både i ind- og udland.

Men flere år senere fremgår både dankortet og visa/dankortet fortsat af Jyske Banks hjemmeside.

Visa/dankortet er to betalingskort samlet i et. Det danske dankort og det internationale visakort.

Det første dankort blev anvendt i 1983, beskriver Coop-bladet Samvirke.

I 1988 kom visa/dankortet til, men det slog først for alvor igennem, som nethandlen blev udbredt.

I de senere år er antallet af dankorttransaktioner i fysisk handel faldet, beskrev Politiken i marts på baggrund af tal fra Nets.

Således var der 1,1 milliard transaktioner i 2018 mod 850 millioner i 2022.

Antallet af nettransaktioner med dankortet er steget i samme periode, men ikke nok til at opveje faldet i fysiske butikker, skriver mediet.