En bil er kørt ind i en gitterport foran Downing Street i den britiske hovedstad, London, hvor premierminister Rishi Sunak har kontor og embedsbolig.
Ingen er kommet til skade, men en er anholdt.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til det britiske medie BBC.
På det sociale medie Twitter skriver politiet i Westminster, som er regeringsområdet, hvor Downing Street ligger, at hændelsen skete klokken 16.20 lokal tid.
Bevæbnede betjente anholdte en mand under mistænke for “kriminel skade og farlig kørsel”, lyder det.
Politiet skriver, at undersøgelserne fortsætter.
Billeder fra stedet viser afspærringer langs Whitehall, som er en hovedvej, der løber forbi Downing Street. Her ligger flere regeringskontorer.
Ifølge BBC kan man se den sølvgrå bil holde foran de sorte jernporte ind til Downing Street.