22. maj. 2023 - 13:55

DMI varsler: Der kommer kraftigt regnvejr til næsten hele landet!




Der er risiko for kraftig regn og lokale skybrud, lyder varslet fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) for store dele af landet.

Varslet gælder hele landet med undtagelse af Læsø, det østlige- og nordlige Sjælland samt Bornholm.

I den sydlige del af Jylland gælder varslet fra mandag klokken 20.

I de øvrige dele af landet gælder det fra midnat natten til tirsdag og frem til tirsdag middag.

Kraftig regn er ensbetydende med, at der falder mere end 24 millimeter regn på seks timer, mens kriteriet for skybrud er mere end 15 millimeter på en halv time.

– Den kraftige nedbør kommer i forbindelse med en koldfront over Nordsøen, der i aften og i nat bevæger sig ind over Danmark og skubber den varme luft væk, skriver DMI på hjemmesiden.

– Når det sker, kan der komme meget regn eller tordenbyger. Det er dog endnu noget usikkert, om kriterierne for kraftig regn eller skybrud bliver opfyldt, lyder meldingen.

Det ustabile vejr markerer samtidig et skifte til lavere temperaturer, fremgår det af DMI’s hjemmeside.

Tirsdag og onsdag ventes dagtemperaturer mellem 12 og 17 grader, lokalt dog op til 20 grader. Der vil fortsat være god mulighed for at se solen.

Hvis prognosen holder stik, og der falder kraftig regn eller skybrud, vil det falde på et tørt sted.

Det fremgår af DMI’s tørkeindeks, at der mange steder i landet er knastørt i naturen.

Da maj begyndte, var tørkeindekset på 2,8. Siden er det krøbet op på 7,7 på skalaen, der går til 10.

På hjemmesiden brandfare.dk fremgår det, at der er moderat til høj brandfare i naturen i hovedparten af landet.

Det gælder dog ikke Sydvestjylland, hvor brandfaren er lav.