05. maj. 2023 - 8:37

Politiet anholder eftersøgt mand efter masseskyderi i Serbien




Den formodede gerningsmand bag et masseskyderi, som kostede otte personer livet i Serbien torsdag aften, er blevet anholdt.

Det oplyser det statslige serbiske medie RTS fredag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge RTS’ oplysninger er den mistænkte blevet anholdt nær byen Kragujevac i det centrale Serbien.

Masseskyderiet fandt sted nær Mladenovac, der ligger 60 kilometer syd for hovedstaden Beograd. Foruden de otte dræbte er 13 blevet såret.

LÆS OGSÅ: MERE END 600 BETJENTE JAGER FORMODET MASSESKYDER I SERBIEN

Skyderiet udspillede sig, mindre end 48 timer efter at et andet masseskyderi kostede ni personer livet på en skole i Beograd.

Efter skyderiet torsdag aften efterlyste politiet i Serbien en 21-årig mand, skriver CNN. 600 politifolk – heriblandt antiterrorstyrker og gendarmer – blev sat ind i jagten på manden.

Ifølge det serbiske medie Nova har landets indenrigsminister, Bratislav Gašić, fortalt til mediet Telegraf, at han betegner skyderiet som en “terrorhandling”.

Serbiske medier har natten til fredag kunnet berette om, at den formodede gerningsmand havde skududvekslinger med politiet efter masseskyderiet.

Det er dog ikke blevet bekræftet af politiet.