Det politiske flertal var allerede sikret. Men torsdag blev det endegyldigt slået fast.
Når prins Joachim 1. september begynder i sit nye job som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington D.C. i USA, modtager han årpenge – også kaldet apanage.
Et stort flertal i Folketinget har stemt for et beslutningsforslag om prinsens årpenge.
Ifølge Grundloven krævede det Folketingets samtykke, hvis prinsen skulle modtage årpenge i udlandet.
Beslutningsforslaget er fremsat af statsminister Mette Frederiksen (S). I forbindelse med førstebehandlingen i sidste måned sagde hun følgende:
– Hans Kongelige Højhed har ydet et stort og værdifuldt arbejde for Danmark som forsvarsattaché i Paris, og vi styrker vores arbejde med USA på sikkerheds- og forsvarsområdet.
– USA er vores vigtigste allierede, og det transatlantiske bånd er helt afgørende ikke mindst i lyset af den nuværende sikkerhedssituation i Europa.
LÆS OGSÅ: Historisk grand prix skudt i gang med royalt besøg
Prinsen modtager ifølge kongehuset 330.450 kroner om måneden. Det svarer til knap fire millioner kroner om året. Prinsesse Marie, der er gift med prins Joachim, modtager ikke årpenge.
Prinsen vil ikke få løn i stillingen som attaché, som er en stillingsbetegnelse for en udsendt medarbejder ved en dansk repræsentation.
De Radikale, Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne stemte for regeringens beslutningsforslag.
Regeringen består af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Trioen kan alene mønstre et flertal.
Flere røde partier er imod forslaget. SF, Alternativet og Enhedslisten stemte således imod.
Stillingen er for tre år med mulighed for forlængelse. Prins Joachim har arbejdet som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris. Her flyttede han til for fire år siden med prinsesse Marie og deres to fælles børn.