21. nov. 2022 - 20:37

Pensionist vandt ti millioner i Lotto: Min datter får sig en overraskelse til jul!

Foto: Illustrationsfoto


En heldig nordjysk pensionist har vundet ti millioner i Lotto. Han glæder sig til at overraske sin datter.

Manden og hans kone har endnu ikke fortalt nogen om den store gevinst.

“Jeg har en plan om at fortælle det til min datter til jul. Så inviterer vi hende og hendes familie med på en sommerferie. Det glæder vi os til. I det hele taget kommer vi nok til at rejse en 3-4 gange om året – og lidt dyrere, end vi plejer,” siger manden – der ønsker at være anonym – i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Det var faktisk anden uge i træk, at manden vandt i Lotto.

I ugen forinden havde han vundet 140 kroner. Dem besluttede han sig for at investere i en ny kupon. Og her var han heldig, for han var ene om at vinde den store gevinst.

“Vi har endnu ikke vænnet os til tanken om, at vi har vundet SÅ mange penge. På en måde føles det næsten helt uretfærdigt. Vi får aldrig brugt alle de penge, så vi kunne godt have undt nogen, at der f.eks. havde været to vindere, som havde fået 5 mio. kr. hver. Men vi er selvfølgelig lykkelige for, at vi har vundet,” siger manden.

LÆS OGSÅ: Se billederne: Med Danske Naturister til nøgensvømning

Restauranterne i lokalområdet kan godt se frem til at få besøg lidt oftere af manden og hans kone. Desuden vil de gerne have en ny terrasse.

Og så skal de mange penge bruges til at forsøde tilværelsen.

“Min hustru og jeg har haft en god snak om, hvad det her betyder for os. Vi har aftalt med hinanden, at vi ikke vil udsætte noget til senere. Vi skal leve i nuet. Hvis der er et eller andet, som vi gerne vil, så gør vi det med det samme i stedet for at udsætte det til næste år. For man ved aldrig, hvad der kan ske i fremtiden. Det synes jeg, at man ser så tit. At folk laver planer for ting ude i fremtiden, og så sker der pludselig noget, som umuliggør det,” siger den heldige pensionist.