Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler tidligt lørdag aften kun kraftig regn og skybrud i de nordjyske kommuner Hjørring, Brønderslev og Frederikshavn.
Det fremgår af et kort på DMI’s hjemmeside.
Tidligere varslede instituttet kraftig regn og skybrud i stort set hele landet.
Fredag varslede DMI, at der ville falde mellem 50 og 80 millimeter vand på ét døgn lørdag. Det ville have været en 100-års-hændelse.
En 100-års-hændelse for nedbør er den nedbørsmængde, der statistisk set vil optræde én gang per 100 år i løbet af et døgn.
Men instituttet trak i land og erklærede lørdag omkring middag, at det ikke ville blive en 100-års-hændelse som først antaget, oplyste meteorolog ved DMI Jens Lindskjold.
– Der er så langt op til en 100-års-hændelse, at vi godt kan sige: Det sker simpelthen ikke, sagde han.
Årsagen til, at man kunne tage fejl, var, at regnvejr og ekstremt vejr er svært at forudsige.
– Nedbør er vores akilleshæl, når det kommer til at kunne forudse vejret mest præcist. Vi er nødt til at læne os op ad nogle modeller, som der er en vis usikkerhed omkring. Den usikkerhed forsøger vi at kommunikere ud, sagde Jens Lindskjold.
Lørdag eftermiddag er der faldet mellem 25 til 35 millimeter regn i Østjylland, nordlige dele af Sjælland samt over Limfjorden. Lokalt kan der være faldet op til 50 millimeter, skriver DMI.