Påskens vejr bliver en blandet landhandel af sol, regn og tøsne.
Den kommende uge har udsigt til at byde på lidt af hvert, når det kommer til vejret.
Mandag og tirsdag starter fint ud med en del sol og temperaturer op til ni grader.
Mens prognoserne fra onsdag er mere usikre. Her ligner det, at der vil komme et lavtryk ind fra syd, som kan betyde regn og slud over dele af Danmark.
Det fortæller Marielle Fournier, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
– Mandag vil der være nogen og en del sol over Danmark, mens der tirsdag vil være lidt eller nogen sol. Her er der dog risiko for enkelte lokale regnbyger, siger hun.
Temperaturerne vil i ugens løb være mellem fire og ni grader om dagen, mens der om natten er mere udbredt nattefrost ned til tre-fire frostgrader.
Når mange danskere onsdag går på påskeferie, vil den flere steder blive indledt med regn eller slud.
– Onsdag begynder prognoserne at blive mere usikre. Det ligner, der er et lille lavtryk, der skal syd om Danmark.
– Det betyder, at dagen kan begynde med sol, men vil så falde over i slud og sne først på Bornholm og siden brede sig til resten af landet, siger Marielle Fournier.
Det er dog usikkert, om det er regn eller tøsne, der vil falde onsdag.
Skærtorsdag og langfredag bliver overvejende skyet og med stedvise regnbyer.
Lørdag og søndag er fortsat usikkert, men der kan være plads til en glædelig påskeoverraskelse.
– Hvis vi ser på den foregående prognose, havde den mere sol til påskedagene.
– Men det er lige skiftet, så det ligner mere skyede perioder med regn. Men det kan gå begge veje, så der er stadig håb for weekendsol, siger hun.
Vinden hele ugen vil generelt være svag til jævn og komme fra en østlig og nordlig retning.