26. apr. 2023 - 10:16

Sverige vil lade sig inspirere af Danmark på udlændingepolitikken

www.presse-fotos.dk


Sverige og Danmark er rykket tættere på hinanden på udlændingepolitikken.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et doorstep på Marienborg sammen med sin svenske ditto, Ulf Kristersson.

Han har tirsdag besøgt Danmark for at drøfte udlændingepolitik, migration og det aktuelle pres på EU’s ydre grænse med Mette Frederiksen.

Den danske statsminister udtaler blandt andet, at hun er glad for, at Danmark “kan inspirere” Sverige i forhold til udlændingepolitikken.

– Jeg er glad for at Danmark efter 20 års stram udlændingepolitik kan inspirere andre, siger Frederiksen.

Kristersson siger, at Sverige er mange år efter Danmark, hvad en stram udlændingepolitik angår. Han nævner selv, at svenskerne er 10-15 år efter danskerne på den front.

Sammen med Sveriges migrationsminister, Maria Malmer Stenergard, og den danske udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek (S), har de to statsministre blandt andet besøgt Hjemrejsestyrelsen og det nationale id-center i Birkerød tidligere tirsdag.

Ifølge Statsministeriet modtog Sverige cirka 18.700 asylansøgninger i 2022. For Danmark var tallet cirka 4600 asylansøgninger.

LÆS OGSÅ: FCK-stjerne meldes ude – måske resten af sæsonen!