En akutlægebil er sammen med ambulance, brandvæsen og politi ankommet til en byggeplads, hvor der er foregået en dramatisk hændelse
Omkring klokken 17.30 har Københavns Politi sammen med øvrigt beredskab modtaget et alarmopkald fra en byggeplads på Borgmester Faschers Vej på Frederiksberg.
Her er en person tilsyneladende kommet til skade.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ifølge redaktionens udsendte er der mange håndværkere på byggepladsen, og det er umiddelbart en af dem, der er kommet galt afsted.
“Beredskabsfolkene er kommet ud af bygningen med en person, som er blevet bragt ind i en ambulance. Ambulancen er bagefter kørt afsted med blå blink og udrykning,” lyder det fra vores udsendte og tilføjer:
“Ud fra hvad jeg kan se, er der sket et fald på byggepladsen.”
Det bliver bekræftet af den indledende anmeldelse til Hovedstadens Beredskab, hvor det oplyses, at den tilskadekomne person er faldet fra førstesal og ned i en kælderskakt.
Der er i skrivende stund ikke yderligere oplysninger om personens tilstand.
Billeder fra stedet viser, at en akutlægebil og en ambulance er rykket ud, mens også flere brandbiler og en patrulje fra Københavns Politi er fremme.
Senere bekræfter vagtchef ved Københavns Politi, at der er sket en arbejdsulykke på adressen.
Ulykken skete, da en mand faldt ned gennem et hul til en kælder.
“Manden er kommet til skadet, men det skulle ikke være noget livstruende. Han bliver fragtet til hospitalet, og så skal vi have undersøgt, hvad der er sket. Flere oplysninger om ulykken har jeg ikke for nuværende,” siger vagtchef Jonathan Wald til B.T..