Uefas eksekutivkomité beslutter at fastholde udelukkelse af russiske U17-landshold, selv om Uefa for 14 dage siden lancerede et forslag om at ophæve udelukkelse.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union på sin hjemmeside.
Ifølge DBU-formand Jesper Møller var det forventet, at komitéen tirsdag ville præsentere et nyt turneringsreglement for U17-landshold, der skulle give plads til russiske U17-landshold i europæiske turneringer, men det forslag er trukket tilbage.
– Det er endt, som vi havde håbet. DBU ønsker ikke, at danske landshold skal spille mod russiske landshold, uanset alder. Det kommer ikke til at ske, siger Jesper Møller.
Ifølge Møller nåede forslaget ikke til afstemning.
– Hvis forslaget om et nyt turneringsreglement havde været til afstemning, havde jeg stemt nej, som vi aftalte i DBU’s bestyrelse i fredags. Nu er forslaget trukket tilbage og russiske landshold får ikke mulighed for at spille med i Uefas turneringer. Det er den bedste løsning, siger Jesper Møller.
Han har været i vælten den seneste uge, efter at Ekstra Bladet erfarede, at Møller ved et tidligere møde i Uefas eksekutivkomité havde stemt ja til et forslag om, at russiske U17-landshold kunne komme tilbage i varmen.
Efter et møde i DBU fredag afviste Møller både, at han havde stemt, og at der var truffet nogen endelig beslutning, og tirsdag viste det sig altså, at de russiske hold alligevel ikke er velkomne.
DBU’s bestyrelse gav på mødet i fredags enstemmig opbakning til Jesper Møller til at stemme nej til et nyt turneringsreglement.
– DBU’s holdning er uændret: Vi støtter skærpede sanktioner mod Rusland, der har overtrådt internationale regler med invasionen af Ukraine. Vi bakker op om Ukraine og det ukrainske folk, som vi gjorde det i marts 2022 med en fælles resolution, hvor DBU’s Repræsentantskab støttede Ukraine, siger Møller.