05. mar. 2023 - 16:23

SE BILLEDER: Kæmpe kampsportsstævne i Brøndby Hallen var en stor dansk succes!

FOTO: Frederik Winter i jubel over sin nye VM-titel. 


Lørdag d 4. Marts var Muay Thai Grand Prix i Danmark. Det er et af Europas største promotions, der for første gang indtog Brøndby Hallen til et brag af en aften.

Det var en aften med smæk på, da hele 9 A-Class kampe var på programmet herunder 1 MTGP VM titel – 1 MTGP EM titel og 2 Danske titler.  Derudover en enkelt Pro MMA kamp.

Der var næsten 2000 tilskuere på plads i Brøndby Hallen, der alle blev forkælet med noget at det bedste kampsport på dansk grund i mange år.

ONP.dk har snakket med Steffen Weise, der var promotor og arrangør på stævnet:

”Det var en super velafviklet aften på alle parametre. Både på selve afviklingen af stævnet, men også på det sportslige plan. Det var over al forventning! Der var en stor tilslutning af publikum – ikke kun folk med et tilhørsforhold til fighterne, men også bare fans af kampsport, der var kommet for at se noget god fight,” fortæller Steffen Weise og fortsætter med at rose det sportslige niveau:

”Det var jo kampe af øverste skuffe. Det var nogle af verdens bedste fightere der tog imod danskerne. Nogle kampe tabte danskerne, men vi vandt også nogle. Danmark viste, at vi kunne være med på den helt store scene med de helt store promotions. Blandt andet fik Danmark en ny verdensmester, da Frederik Winter slog englænderen Dan Bonner. Frederik Winter fik i anden runde hevet en god højre op ad lommen, der endte kampen. Han kan derfor nu kalde sig verdensmester i thaiboksning. Det var bare en super vellykket aften hele vejen rundt”.

Se billeder fra stævnet i Brøndby Hallen her: