24. jul. 2023 - 16:24

Den engelske landsholdslegende Trevor Francis er død




Den tidligere engelske landsholdsspiller Trevor Francis er død. Han blev 69 år. Det bekræfter familien over for nyhedsbureauet AFP.

– Han døde af et hjertestop i Spanien denne morgen. På vegne af familien er det kommet som et chok for os alle. Vi er alle meget kede af det.

– Han var en legendarisk fodboldspiller, men han var også en ekstremt rar person, lyder det fra familien.

Trevor Francis var den første fodboldspiller, som blev købt for over en million pund af en britisk klub.

Det skete, da han i 1979 blev købt af Nottingham Forest hos Birmingham.

Siden var han samme år med til at vinde Europa Cuppen for mesterhold. Han scorede det afgørende mål i finalen mod svenske Malmö FF i maj 1979.

Trevor Francis nåede at spille 52 kampe og score 12 mål for England fra 1977 til 1986. Han scorede to mål mod Danmark i en 2-2-kamp i Idrætsparken i København.

I sin aktive karriere spillede han også for Birmingham, Manchester City, Sampdoria, Atalanta, Rangers, Queens Park Rangers og Sheffield Wednesday

Siden blev han også træner og var manager for både QPR, Sheffield Wednesday, Birmingham og Crystal Palace.