27. dec. 2023 - 10:37

Bokseren Tom Bogs er død




Den tidligere bokser og europamester Tom Bogs er død i en alder af 79 år. Han døde 22. december, oplyser familien i en mail til Ritzau.

Charlotte Langkjær, den ældste datter til Tom Bogs, oplyser følgende om sin fars dødsfald:

– Han er død i en alder af 79 år og udåndede torsdag 22. december til sangen My Way af Frank Sinatra med familien omkring sig.

– Helt uden kamp blev det ikke.

– Til det sidste fulgte Toms ukuelige viljestyrke og kampånd ham. Med sin velkendte udholdenhed og vedholdenhed kæmpede han uden ilt i næsten et døgn, men lykkedes ikke med at sende den ukendte modstander til tælling.

Evnerne som nævekæmper gjorde Tom Bogs til et af Danmarks største sportsnavne i 1960’erne og 1970’erne og førte siden til, at han i 2002 blev optaget i dansk sports Hall of Fame.

Som knægt var han ellers lidt af en splejs og blev flere gange sendt på svagbørnskoloni. Men han voksede sig stor og stærk og blev professionel bokser.

LÆS OGSÅ: Sangeren ‘Lille-Palle’ er død

I boksekarrieren vandt Tom Bogs sine første 55 kampe og kunne i alt fremvise en rekordliste med 77 sejre i 87 kampe.

Han vandt europamesterskabet i flere forskellige vægtklasser og repræsenterede også Danmark ved OL i Tokyo i 1964.

Han vandt aldrig VM. Det satte argentineren Carlos Monzon en stopper for i 1972, hvorefter Tom Bogs’ mangeårige professionelle karriere gik på hæld.

Dog vandt han året efter sit sidste europamesterskab.

I modsætning til andre boksere stoppede Tom Bogs karrieren i tide, men han slap ikke for den karakteristiske snøvlende tale, man får, når man har fået mange slag på tuden.

Efter boksekarrieren var han murerarbejdsmand, blev uddannet fængselsvagt og arbejdede i Vestre Fængsel og Vridsløselille Statsfængsel, inden han i 1983 blev skraldemand på Amager.

Datteren Charlotte Langkjær skriver om sin far:

– Tom Bogs var altid en venlig, smilende og imødekommende mand, der var vellidt og afholdt af mange mennesker.

Tom Bogs efterlader sig kone, 6 børn, 14 børnebørn og 4 oldebørn.

Illustrationsfoto