03. jun. 2023 - 16:12

0-0 var nok for Lyngby: AaB og Horsens rykker ud af Superligaen




Arkivfoto

AaB er ude af Superligaen for første gang nogensinde.

Det står fast, efter at nordjyderne i den sidste og afgørende kamp på hjemmebane måtte se sig slået 1-0 af Silkeborg.

Silkeborg havde intet at spille for i sidste kamp, men de vandt alligevel 1-0 på et mål et kvarter før tid af Alexander Lind, efter at Sebastian Jørgensen havde brændt et straffespark.

Det betød, at Lyngby endte med at overleve i Superligaen, da de kongeblå spillede 0-0 ude mod AC Horsens, som dermed rykker ud af Superligaen efter en enkelt sæson.

AC Horsens var på forhånd tvunget til at vinde kampen, hvis de ville have en chance for at undgå nedrykning. Men det var ikke til at se på banen, hvor østjyderne ikke havde et eneste forsøg inden for målrammen i hele kampen.

Den store overraskelse er og bliver dog, at AaB rykker ud af Superligaen for første gang, siden den bedste række i 1991 tog navneforandring fra 1. division.

Sidste gang, AaB rykkede ud af den bedste række, var i 1980. De kom tilbage til 1. division fra og med 1987, efter at de i et par år ellers havde været helt nede i 3. division (dengang den tredjebedste række).

Brøndby er herefter den eneste klub, der har spillet samtlige sæsoner i Superligaen. FCK kom først med fra 1992, hvor de overtog licensen fra den ene af klubbens moderklubber, B 1903.

I den anden ende af denne sæsons nedrykningsspil vandt FCM 4-2 over OB, og dermed får FCM chancen for at komme i European Conference League i næste sæson. Det forudsætter dog en sejr i en kvalifikationskamp mod en endnu ukendt modstander fra mesterskabsslutspillet.