30. jan. 2026 - 9:36

Zelenskyj ser ingen fremskridt i strid om territorium i Ukraine




Det er stadig ikke lykkedes forhandlere fra Ukraine og Rusland at finde et kompromis i spørgsmålet om, hvem der skal kontrollere Donetsk-regionen, der ligger i det østlige Ukraine.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til journalister ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Indtil videre har vi ikke været i stand til at finde et kompromis i spørgsmålet om territorium – konkret vedrørende en del af det østlige Ukraine, siger han.

Rusland hævder, at Donetsk hører til Rusland. Landet har indtaget store dele af – men ikke hele – regionen.

Spørgsmålet om territorium var centralt på dagsordenen i sidste weekend, hvor forhandlere fra både Ukraine, Rusland og USA mødtes i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

I 2022 afholdt Rusland folkeafstemninger i Donetsk og i de tre andre ukrainske regioner Luhansk, Zaporizjzja og Kherson.

Herefter hævdede Rusland, at et flertal af indbyggerne i de fire regioner havde stemt for at tilslutte sig Rusland, hvorefter det russiske styre meddelte, at det havde annekteret regionerne.

Folkeafstemningerne og de påståede annekteringer er ikke anerkendt internationalt.