På videoen kan den ukendte mand høres råbe “Slava Ukraini”, – groft oversat til “længe leve Ukraine” – før han bliver skudt af ukendte gerningsmænd.
En video på sociale medier, der angiveligt viser en tilfangetaget ukrainsk soldat blive henrettet af russiske styrker, bliver mødt med fordømmelse af landets præsident, Volodymyr Zelenskyj.
– Vi skal i fællesskab svare på hans udråb: længe leve helten, længe leve heltene. Længe leve Ukraine. Vi vil finde morderne, siger han.
Den 12-sekunder lange video, der blandt andet florerer på det sociale medie Twitter, viser angiveligt en ubevæbnet mand i uniform med et ukrainsk gradstegn.
Videoen viser manden stå og ryge en cigaret i et skovområde, da han angiveligt bliver ramt og skud og falder til jorden.
En stemme kan efterfølgende høres sige “dø, kælling” på russisk.
Videoens autenticitet er ikke blevet bekræftet.
Ukraine påbegyndte mandag en efterforskning af sagen, der ifølge landets statsanklager Andriy Kostin er tegn på Ruslands systematiske tilsidesættelse af international lov.
Ruslands forsvarsministerium har ikke kommenteret hændelsen.
Reuters