20. aug. 2023 - 12:13

Zelenskyj er i Holland for at mødes med premierminister




Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er ankommet til Holland.

Her skal han møde den hollandske premierminister, Mark Rutte, på en militær luftbase i Eindhoven.

Det oplyser en regeringstalsmand ifølge Reuters.

Lørdag var den ukrainske præsident i Sverige for at indgå en ny samarbejdsaftale. Under mødet med den svenske statsminister Ulf Kristersson appellerede Volodymyr Zelenskyj til, at Sverige leverede kampflyet Gripen til ukrainerne.

I den forbindelse fortalte den ukrainske præsident videre, at han stod foran flere møder om militære donationer med andre lande.

– I morgen kommer jeg til at have forhandlinger med andre lande, der støtter os i at levere det udstyr, der kræves for at vinde denne krig, sagde den ukrainske præsident ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Søndag vil statsminister Mette Frederiksen (S), vicestatsminister- og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen samt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødes på Flyvestation Skrydstrup klokken 15.

Der er stort sikkerhedsopbud på stedet, og flere medier har spekuleret i, hvorvidt Volodymyr Zelenskyj vil deltage i mødet på flyvebasen.

Danmark står foran at skulle uddanne ukrainske piloter til kampfly.

Fredag fortalte Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau, at en donation af kampfly kan være på vej.

– Regeringen har sagt flere gange, at en donation er et naturligt næste skridt efter træning, siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Amerikanerne har i denne uge meddelt, at de har godkendt muligheden for tredjeparts overførsler af F-16-fly til Ukraine.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har været i kontakt med amerikanerne om dette.

– Jeg kan bekræfte, at der har været en brevudveksling mellem mig og Antony Blinken, som hviler på, at forsvarsministeren og jeg har rakt ud til USA for at afsøge, hvad vores muligheder er, sagde Lars Løkke til TV 2.