21. aug. 2023 - 22:27

Wagner-leder lader til at befinde sig i Afrika i ny video




Wagner-leder Jevgenij Prigozjin lader i en ny video til at befinde sig i Afrika.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters mandag på baggrund af en video, som er blevet delt af en bruger med tilknytning til den private militærgruppe på Telegram.

Det står ikke umiddelbart klart, hvor i Afrika Prigozjin muligvis befinder sig.

Reuters har ikke umiddelbart kunne bekræfte sted og dato for videoen. Men både Prigozjins egne udtalelser og udtalelser fra Wagner-positive kanaler peger i retning af, at den er filmet i Afrika, skriver Reuters.

I videoen siger Prigozjin ifølge Sky News, at Wagner-gruppen blandt andet udfører “rekognosceringsmissioner” med det formål at gøre “Rusland større på alle kontinenter”, og at Wagner vil gøre “Afrika mere frit”.

I videoen ses Prigozjin i en militæruniform med et gevær stående i et fladt og tørt landskab, mens han understreger, at gruppen “arbejder”, og at “alt er, som vi kan lide det”.

I juni førte Prigozjin an i et kortvarigt oprør – eller mytteri – hvor Wagner-gruppen marcherede mod Moskva.

Marchen blev imidlertid ret hurtigt afsluttet, og Prigozjin opgav sit forehavende. Siden er et større antal af gruppens soldater flyttet til Belarus. Det skete angiveligt som led i en aftale med Rusland.

Prigozjin beskriver ikke umiddelbart det nærmere formål med, at han nu tilsyneladende befinder sig i Afrika.

Det er dog velkendt, at lejehæren er aktiv i en række afrikanske lande, blandt andet Mali, Den Centralafrikanske Republik, Sudan og Libyen.

Her høster gruppen selv økonomiske fordele ved sin tilstedeværelse. Imens får afrikanske statsledere sikkerhed og militær slagkraft, og Rusland får øget indflydelse uden selv at være til stede.

Det har Katja Lindskov Jacobsen, der er seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, tidligere beskrevet over for Ritzau.

I Niger, hvor der for nylig fandt et militærkup sted, har vestlige ledere udtrykt bekymring for, om Wagner-gruppen kunne finde på at samarbejde med kupmagerne.