Trumps interesse for at overtage Grønland er hastigt ved at bringe Grønland tættere på EU.
Det blev understreget på mødet i Det Europæiske Politiske Fællesskab (EPC) torsdag i København.
Her fastslog EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at der er tætte bånd mellem EU og Grønland.
– Europa og Grønland vil altid være hinandens fortrolige og pålidelige partnere, skriver von der Leyen på det sociale medie X.
Som værtsland for mødet havde Danmark valgt at invitere Grønland og Færøerne til at deltage i torsdagens møde i Det Europæiske Politiske Fællesskab (EPC) i Bella Center på Amager.
Under mødet fik von der Leyen mulighed for at mødes med formand for Grønlands regering Jens-Frederik Nielsen.
På mødet gentog von der Leyen, at EU-Kommissionen ønsker at fordoble den økonomiske støtte til Grønland på det næste flerårige EU-budget.
– Vi ønsker at uddybe vores samarbejde. Derfor har vi som mål at fordoble vores finansielle støtte til Grønland, så vi kan levere ren energi og skabe fremtidens teknologier, skriver von der Leyen på X.
EU-Kommissionen foreslog at fordoble støtten til Grønland i forslaget til det næste EU-budget.
Hvis EU-landene og EU-Parlamentet siger ja til det forslag, vil der blive afsat fire milliarder kroner til Grønland på budgettet, der skal gælde fra 2028 til 2034.