Dansk Folkeparti vil have Maximilian Krah, spidskandidat for Alternative Für Deutschland (AfD) til EU-valget og medlem af Europa-Parlamentet, smidt ud af partiet.
Ellers skal AfD ikke sidde i Identitet og Demokrati-gruppen (ID), hvor DF også sidder, længere, siger DF-medlem af EU-Parlamentet og spidskandidat til EU-valget Anders Vistisen.
ID er den højreorienterede gruppe i Europa-Parlamentet.
– Der er hel enighed i gruppen om, at Maximilian Krah er gået langt over stregen i forhold til medlemskab for os. Derfor har vi sat tyskerne stolen for døren og sagt, at de må smide de ekstremistiske elementer ud. Der er sat en rød linje, siger Anders Vistisen.
Maximilian Krah er ifølge EU-mediet Politico kommet med stærkt kontroversielle udtalelser til det italienske medie La Repubblica.
Her har han udtalt, at han “aldrig ville sige, at enhver der bærer en SS-uniform automatisk er kriminel” med henvisning til de nazistiske uniformer.
Politico har også beskrevet, hvordan Marine le Pens Rassemblement National har meldt ud, at man ikke vil være i gruppe med AfD, som det ser ud nu.
Anders Vistisen mener, at AfD har “en kerne af fem-seks problembørn, de skal have taget et opgør med”.
– Der kunne man måske lære af os andre, der har en nultolerancepolitik over for ekstremister og tosser, siger DF’eren.
ID er den højreorienterede gruppe i Europa-Parlamentet. Skal AfD sidde der, skal der altså renses alvorligt ud, mener Vistisen.
– Det er ikke foreneligt med vores værdigrundlag. Det her er ikke bare et lille skridt over stregen. Det er langt over stregen af, hvad der er acceptabelt.
AfD er ellers “vigtige i den tyske debat om masseindvandring”, siger Anders Vistisen.
Får man ryddet op, vil det muliggøre et samarbejde på et tidspunkt igen, siger han.
– Men man er nødt til at lægge den samme linje, når det kommer til benægtelse af Holocaust, håbløse udtalelser om den nazistiske fortid i Tyskland og samarbejde med fjendtlige stater som Kina og Rusland, siger Vistisen.